Strik som terapi

Strik som terapi mod både depression og stress

Strik som terapi er et strækt virkemiddel, der giver en fysiologisk afstressning på linje med meditation eller yoga. Mange stressede har svært ved at sætte sig roligt ned, når stresshormonerne kører rundt i kroppen, for man har tit en stor trang til at “gøre noget”. Ved at sidde med strikkepindene fåes følelsen af at man ikke bare driver den af. Man producerer et smukt stykke håndværk og det er okay, at tage den med ro, for man sidder ikke “bare” i sofaen. Nej timerne har et formål.

Du kan købe den nye gennemreviderede pdf-udgave af bogen, der er udsolgt fra forlaget, her. Du får direkte adgang til at hente bogen.

Fra bogens forord:

Jeg har altid holdt af at strikke, men i mange år er det ikke blevet til så meget. Uddannelse, job, karriere og børn har taget meget af min tid.

Men da jeg for et par år siden efter et meget traumatisk sygdomsforløb fik konstateret Post Traumatisk Stress Syndrom, kom strikning atter ind i mit liv som et vidunderligt terapeutisk hjælpemiddel. Jeg havde det meget dårligt og var tæt på at blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Min gode gamle veninde fra gymnasietiden troppede op ved min sygeseng med et par strikkepinde og garn.

Hun slog masker op og sagde: ”STRIK”.

Og det gjorde jeg så. I 8 måneder lavede jeg stort set ikke andet end at sidde i hjørnet af sofaen og strikke.

Jeg er overbevist om, at strikketøjet har været med til at fremskynde min helbredelse.

Det blev til rigtig mange sjaler og sokker, for jeg havde ikke overblik og overskud til at kaste mig ud i de store projekter. Jeg har senere fundet ud af, at det er helt i tråd med den måde, man i USA bruger strik som terapi. Projekterne skal være enkle og overskuelige. Derfor er de opskrifter, du finder i denne bog, også på meget enkle ting.

Det er mit håb, at jeg med denne bog kan hjælpe andre kvinder (og mænd!) til at stresse af med strikkepindene. For der er ingen tvivl om, at vi med vores forjagede tilværelse ikke behøver at være sygeligt stressede for at have gavn af strik som terapi.

Dorte Lyager