strikketerapi

Strikkepinde i fly?

Må man have strikkepinde med i et fly? Det spørgsmål har tit været oppe at vende på nettet, for hvis der er noget sted, man har brug for at stresse lidt af, så er det da ombord på et fly. Jeg har personligt aldrig oplevet problemer, men måske skyldes det at jeg altid strikker med strikkepinde af træ. Der er vist noget med, at de ikke kan ses på gennemlysningen 🙂

For nogen år siden var jeg på rundrejse i Kina, hvor jeg fløj 8 gange på 11 dage. Selvfølgelig havde jeg strikketøjet med og det gik glat ved hvert eneste sikkerhedstjek – som dog forøvrigt ikke var sådan super effektivt. Fx. havde min gamle far da både lommekniv og neglesaks med om bord.

For en 1½ uges tid siden gik turen dybt ind i Sibirien. Jeg må indrømme at jeg var noget mere i tvivl om hvad russerne ville sige til mine strikkepinde ombord på et fly. Jeg havde inden afrejse en fornemmelse af at russerne havde et lidt andet forhold til sikkerhed. Derfor havde jeg for en sikkerheds skyld, som jeg nu altid gør, pakket et par strikkepinde i min kuffert. Så kunne jeg altid hive pindene ud i sikkerhedstjekket, hvis ikke de blev godkendt.

Og det slog da heller ikke fejl. Vi skulle flyve 4 gange i alt ud/hjem – og ved hvert fly var vi nok igennem 3 eller 4 sikkerhedstjek. Det var helt vildt. Vi kunne gå fra en gennemlysning, bodyscan og gennemrodning af håndbagagen direkte i armene på et nyt hold klar til akkurat samme procedure. Der blev ikke overladt noget som helst til tilfældighederne.

Men ikke ved et eneste af de utallige sikkerhedstjek rynkede de på næsen over mine strikkepinde. Så alt i alt blev det til mange baner på mit skønne tæppe der i flysædet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *